Skole og Forældre ser positivt på folkeskolereformen

Skole og Forældre ser positivt på folkeskolereformen

Regeringens forslag til folkeskolereform vil styrke eleverne i folkeskolen.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini har nu offentliggjort regeringens forslag til folkeskolereform.

Skole og Forældre ser positivt på reformens indhold.

- Jeg er meget tilfreds med folkeskolereformens fokus på dansk og matematik. Elevernes får nemmere ved at lære alle de andre fag, hvis de kan læse og regne. Og det er der jo nogen af eleverne, der ikke er gode nok til i dag, siger formand for Skole og Forældre, Mette With Hagensen.

Skole og Forældre er også tilfreds med en udvidelse af antallet af undervisningstimer, som folkeskolereformen lægger op til.

- Eleverne har glæde af flere timer sammen med lærerne. Men det er vigtigt, at det ikke bare bliver flere traditionelle undervisningstimer. Vi skal bruge de flere timer til at tænke undervisningen anderledes, mere varieret, fysisk og konkret. Der skal mere fokus på, at børn lærer forskelligt. Derfor er jeg meget tilfreds med, at reformen lægger op til at bruge mange af de ekstra timer på mere afvekslende undervisningsformer, siger formanden for Skole og Forældre, Mette With Hagensen.

Regeringens forslag til folkeskolereform vil også indeholde puljer til at hæve kompetenceniveauet hos både lærere, skoleledere og skolebestyrelser.

- Det er klart vi som forening er glade for, at regeringen også vil opprioritere uddannelsen af skolebestyrelserne. De mange skolesammenlægninger de sidste år har medført øgede krav til kvaliteten af skolebestyrelsens arbejde. Derfor er jeg glad for, at Christine Antorini har givet tilsagn om at styrke uddannelsen af skolebestyrelserne som led i reformen, siger Skole og Forældres formand.

Mette With Hagensen er samtidig lettet over, at forslaget til folkeskolereform ikke afskaffer elevplanerne.

- Elevplanerne er den eneste skriftlige tilbagemelding, som forældre og elever får. Forældrene er glade for elevplanerne, når de bliver brugt efter hensigten. Forskning viser entydigt, at feedback  er utrolig vigtig for elevers læring. Derfor skal både skole hjem samarbejde og elevplaner udvikles og ikke afvikles, siger Mette With Hagensen.

Yderligere kommentarer: Landsformand i Skole og Forældre, Mette With Hagensen, mobil: 31 71 63 78

 

Udgivet den

4. december 2012

af

Læs også

Uro
30.09.24
Ministerens fokus på sanktionsmuligheder løser ikke de reelle udfordringer
Debatindlæg af Rasmus Edelberg og Regitze Spenner Ishøy, bragt i Skolemonitor d. 30/9 2024
18.09.24
Skole og Forældre skal have ny formand
Rasmus Edelberg takker af efter 6 år som formand for Skole og Forældre. Ny formand vælges på Skole og Forældres landsmøde, der holdes på Nyborg...