Bliv enige om en folkeskolereform!

Bliv enige om en folkeskolereform!

Skole og Forældre opfordrer partierne bag folkeskoleforliget til at finde en udviklingsorienteret løsning på forhandlingerne om folkeskolereformen.

Det er afgørende, at partierne bag folkeskoleforliget når til enighed om en reform af folkeskolen, mener Skole og Forældre.

-  Der er problemer med uro og manglende disciplin i klasserne. Der er problemer med de store elevers motivation og en alt for stor gruppe elever er for dårlige fagligt. Derfor er det helt nødvendigt, at partierne bag folkeskoleforliget finder en fælles og ambitiøs løsning på de problemer i en kommende folkeskolereform, siger formanden for Skole og Forældre, Mette With Hagensen.

Forhandlingerne om en folkeskolereform er ved at nå slutfasen. Skole og Forældres formand opfordrer partierne til at fokusere på børnene og gemme de partitaktiske hensyn.

- Det lyder som om partierne er ved at snakke sig lidt væk fra hinanden i øjeblikket. Det er ikke godt nyt for folkeskolen og eleverne. Der er behov for en stærk og udviklingsorienteret reform af folkeskolen, ikke den mindste fællesnævner mellem partierne, siger Mette With Hagensen.

Hun mener det er positivt med flere timer i blandt andet dansk og matematik og et øget fokus på klasserumsledelse. Skole og Forældre opfordrer det Konservative Folkeparti til at se positivt på indholdet i aktivitetstimerne.

- Aktivitetsbaseret læring, individuelt tilpassede lektiecafeer og mere bevægelse i skoledagen er nogle rigtigt gode bud på, hvordan man både kan øge motivationen og fagligheden blandt eleverne. Det vil være ærgerligt, hvis reformen ender uden at adressere elevernes manglende motivation. Netop motivationen er en af de vigtige årsager til, at der på nogle områder er forskelle mellem danske og eksempelvis nogle kinesiske elever. Samtidig betyder et krav om aktivitetstimer, at skolerne bliver pålagt en udviklingsforpligtelse. Man skal ikke stirre sig blind på antallet af timer. Det er indholdet af undervisningen, det handler om, siger Mette With Hagensen.

Det bliver så en vigtig opgave for skolebestyrelsen at lave principper for aktivitetstiden og sørge for, at aktivitetstimerne har et relevant fagligt og pædagogisk indhold og at den bliver tilpasset den enkelte skole og de lokale muligheder.

Hun opfordrer også til, at reformen sætter fokus på individuelle læringsmål for den enkelte elev og løbende feedback mellem lærer, elev og forældre, så alle elever forpligtes til at udvikle sig.

- Tydelige læringsmål er det værktøj, der kan få alle elever til at indfri deres potentiale, siger Mette With Hagensen.

Skole og Forældre mener målsætningen bør være, at der etableres et løbende feedback-univers i en revideret udgave af Forældreintra, hvor den kommende forenkling af Fælles Mål bliver udgangspunktet for de læringsmål, som lærere, forældre og elever skal samarbejde om at nå.

 

Yderligere kommentarer: Landsformand i Skole og Forældre, Mette With Hagensen, mobil: 31 71 63 78

Udgivet den

17. maj 2013

af

Læs også

Uro
30.09.24
Ministerens fokus på sanktionsmuligheder løser ikke de reelle udfordringer
Debatindlæg af Rasmus Edelberg og Regitze Spenner Ishøy, bragt i Skolemonitor d. 30/9 2024
18.09.24
Skole og Forældre skal have ny formand
Rasmus Edelberg takker af efter 6 år som formand for Skole og Forældre. Ny formand vælges på Skole og Forældres landsmøde, der holdes på Nyborg...