Velkommen til Hafjell

16. december 2011

Så er den første dag overstået i Hafjell for Vejle Idrætsefterskoles elevhold nummer fem. Før vi beretter om dagens begivenheder, vil vi dog kort lige beskrive gårsdagens lange bustur til Norges land.

Afgang fra VIES var allerede kl. 4, men det var allerede ved 3-tiden, at eleverne skulle op, men det gik dog ganske smertefrit, så stor ros til eleverne både for at stå op, men også for at hjælpe til at pakke busserne.
14 timer og 50 minutter i bus var mosten for Vejle Idrætsefterskoles elever i går, da turen gik mod Hafjell. Modsat sidste års elevhold var dette års VIES-elever forskånede for snevejr på turen, og selvom turen var lang gik det turen godt i de fire busser.
Aftenen i går blev brugt på at indlogere sig i hytterne.

I dag, fredag, var så dagen, hvor skiene skulle på, hvilket var noget af en oplevelse for mange, da cirka halvdelen af eleverne ikke havde prøvet at stå på ski før. Derfor var der også skiundervisning for nybegynderne fra morgenstunden af. Guiderne var ansatte på Hafjall, og de lærte eleverne de basale ting indenfor skisporten. Eleverne på VIES er dygtige indenfor deres idrætsgren, men det var ikke alle, der var lige skarpe på løjperne, men alligevel var gåpåmodet stort. Derfor gik der heller ikke længe før eleverne (og lærerne) søgte større og måske endda for store udfordringer.

Aftenen blev brugt på fællessang i samlingsstuen, samt uddeling af dagens priser. Alt i alt var den første dag i Hafjell vist en god dag for alle, og tillykke til Malene Holm med dagens brøler, samt tillykke til Kim Torp for dagens respekt for at bilde en hytte ind at de skulle stille urerne en time tilbage, da de var kommet til Norge. Vi fortæller ikke, hvem der hoppede på den historie Laurits og Andreas...


VEJLE IDRÆTSEFTERSKOLE - ØRNEBJERGVEJ 28 - DK-7100 VEJLE - TLF. 7582 0811 - MAIL. KONTOR@VIES.DK - SITEMAP
WEBBUREAU PRIKMIG.NU