21. november 2011
TV2 Sporten kører for øjeblikket en nyhedsserie, hvor de prøver at sætte fokus på den nye Caroline Wozniacki i dansk idræt.
Her har TV2 Sporten fået øjnene op for ingen anden end den tidligere Vejle Idrætsefterskole-elev Magnus Cort. At Magnus Cort bliver sammenlignet med Caroline Wozniacki er også noget, der glæder skolens sportschef Allan Jørgensen:
- At sports Danmark generelt er ved at få øjnene op for Magnus Cort er virkelig noget, der glæder os som skole. Da Magnus gik på skolen var han allerede der en dedikeret idrætsudøver, så på den led overrasker det os ikke, at Magnus allerede nu er nået så langt. Som efterskole med fokus på eliten glæder det os naturligvis, når en af vores tidligere elever klarer sig godt. I al beskedenhed er vi da også overbevist om, at vi har haft en meget positiv indvirkning på Magnus' cykelevner, forklarer en tilfreds og stolt Allan Jørgensen.
På TV2 hjemmeside skriver de følgende i artiklen om Magnus Cort og hans "stjernepotentiale":
Caroline Wozniacki er en verdensstjerne på alle mulige måder. Hun er i top rent sportsligt og sponsorer og medier elsker hende. Sporten.tv2.dk har sat jagten ind på den næste danske superstjerne i sportens verden. Vi har allieret os med ungdomstrænere, eksperter og sportsudøvere for at finde frem til de unge, danske talenter, hvis potentiale vi vurderer på en skala fra 1-100.
Navn: Magnus Cort
Alder: 18 år
Sportsgren: Cykling
Største sejre: Vinder af Fredsløbet 2011 (største etapeløb for ungdomsryttere), dansk mesterskab i landevejs cykling 2011 for U19.
Sportsligt potentiale: 95
Henrik Simper, ungdomslandstræner: Det han kan, som ikke så mange danskere kan, det er at køre opad. Han er blandt de bedste juniorer i verden til at køre opad, og han har en kropssammensætning, der gør at han har en lav fedtprocent. Han er solid, har en god base, og så har han altså en gave hjemmefra med den krop, der er perfekt sammensat til at skulle være med i toppen af cykelsporten.
Mentalt potentiale: 90
Rolf Sørensen, TV 2 Sportens cykelekspert og tidligere toprytter: Hans fremtid tegner som en af dem, der kan gå hele vejen. Det kan jeg mærke på hans mentale styrke og det, at han bare vil det. Det er ikke kun talent, for der er mange, der kan køre godt på cykel, men det er måden han når sine mål på. Det er flid og standhaftighed overfor alle cykelsportens facetter. Hen er en af dem, der kan gå hele vejen, og jeg er meget imponeret - meget imponeret! Han har flair for det, han har næse for det, og han er en fighter. Men det kræver meget at blive professionel. Der er piger, der er fester, men det er der ikke meget plads til. Det kræver ofre, men for mig selv var det egentlig ikke som et offer. For mig var det et offer, hvis jeg skulle stige af cyklen, og sådan tror jeg også han har det.
Kommercielt potentiale: 40
Christian Vollerslev, adm. direktør Promovator: Cykling er en sport, hvor holdene har et enormt kommercielt potentiale fordi det er en af de eneste store tv-sportsgrene, hvor du som med "Team SaxoBank - Sungard" kan købe navnet på selve holdet. Men for den enkelte profil er det utrolig svært at slå helt igennem. Han kan blive kæmpestor, både herhjemme og i udlandet, men det vil altså snarere trække sponsorer til holdet, end til ham selv.
Samlet vurdering: 75

Magnus Cort, VIES-elev årgang 2